Hospitalsskibet ”Africa Mercy” ex. ”Dronning Ingrid” på opgave i  østaten Madagaskar

2. februar 2024

Den 1. februar 2024 anduvede ”Africa Mercy”, der er en del af verdens største flåde af  hospitalsskibe, havnebyen  Toamasina, Madagaskar. Skibet, der for nylig har gennemgået en intensiv renovering, er nu topmoderniseret og klar til igen at gøre en forskel for tusindvis af børn, unge og voksne, der skal modtage gratis og livsforvandlende operationer. Desuden arbejder Mercy Ships langsigtet med at opbygge og udvikle de lokale ressourcer og sundhedskapaciteten i de nationer, som de besøger. “I samarbejde med den madagaskarske regering forventer Mercy Ships at udføre over 1.150 gratis operationer i løbet af 10 måneder. Det er for eksempel børn med læbe-ganespalte, der kan få hjælp, så de kan spise, drikke, lege og leve på lige fod med deres jævnaldrende og dermed få helt nye chancer i livet. Vi har ligeledes etableret en femårig samarbejdsplan med regeringen og sundhedsledelsen, der har til formål at styrke landets kirurgiske kapacitet og opkvalificere lokalt sundhedspersonale, siger Vibeke Hauge Førrisdahl, generalsekretær hos Mercy Ships Danmark i en  presseudsendelse.

Blandt den frivillige skibsbesætning er befaren skibsassistent Lukas Nielsen. Lukas Nielsen, der på nuværende er den eneste dansker om bord, understreger den unikke atmosfære og fællesskabets styrke blandt de forskellige nationaliteter på skibet. “Besætningen består af en masse nationaliteter.  Men vi er alle forenet af en fælles mission om at gøre en positiv forskel for mennesker, der har det skidt. Jeg tror, at denne bevidsthed skaber stærk empati og et tæt fællesskab. Mit hold på dækket er fantastisk. Selvom jeg er befaren skibsassistent, lærer jeg stadig nyt, og jeg tror, at det er det bedste dæk, jeg har været på i min korte søfartstid, lyder det fra Lukas Nielsen.
(Kilde og foto: Mercy Ships Danmark/Ehrenberg Sørensen Kommunikation)