Maritime Theatre Missile Defence har fået dansk formandskab

13. august 2024

Maritime Theatre Missile Defence (MTMD-Forum) er et 12 nationers sømilitært partnerskab, som via et teknisk udviklingssamarbejde arbejder med at øge interoperabiliteten inden for ”Integrated Air and Missile Defence” (IAMD).

Forummet blev oprettet i 1999, og dets 12 medlemslande udgøres af Australien, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Italien, Nederlandene, Norge, Spanien, Storbritannien, Tyskland og USA.  Eksekutivkomitéen for MTMD-Forum udgøres af ledende repræsentanter fra de 12 medlemslandes flåder.

Formandskabet varetages på skift af medlemslandene for et år ad gangen. Det danske formandskab blev en realitet, da den italienske flåde den 16. – 19. juli 2024 var vært for det årlige møde i eksekutivkomitéen. Her overdrog den italienske kontreadmiral Marco Tomassetti formandskabet til kommandør Christian Rune fra Søværnskommandoen.

Danmark har også overtaget formandskabet for forummets underliggende gruppe af nationale ”Points of Contacts” (NPOC), der leder Forummets daglige arbejde. Det danske engagement i MTMD-Forum varetages i tæt samarbejde mellem Søværnskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). NPOC formandskabet vil frem til medio 2025 blive varetaget af orlogskaptajn Henrik Grundahl fra FMI.

På vedstående foto ses eksekutivkomiteen under mødet den 16. til 19. juli 2024
(Kilde og foto: Forsvarskommandoen)