IVER HUITFELDT på plads i det Røde Hav

19. februar 2024

Tidligt om morgenen torsdag den 8. februar 2024 påbegyndte IVER HUITFELDT sin transit gennem Suezkanalen, og fregatten befinder sig nu i sit patruljeområde i Rødehavet.

Undervejs har IVER HUITFELDT fået fyldt sine brændstoftanke ved en såkaldt ”Replenishment at Sea” – i daglig tale kaldet RAS, hvor tankningen gennemføres ved at overføre en kraftig brandstofslange fra et tankskib til modtagerskibet.  I dette tilfælde bistod en amerikansk tanker operationen, der blot varede et par timer.

Der har også været lejlighed til at vedligeholde fregattens havariberedskab gennem øvelser i brandslukning og læk-stopning samt en fortsat træning i at nedkæmpe de trusler, som skibet skal være klar til at imødegå. Sidst men ikke mindst har fregatten fortsat  træningen med helikopteren fra Flyvevåbnet, som er et uvurderligt redskab til at opbygge et godt situationsbillede i operationsområdet.

IVER HUITFELDT fortsætter nu sin patrulje og integration med de øvrige krigsskibe, som bistår med at beskytte handelstrafikken i området.

(Kilde. Forsvaret. Foto: Nicklas/Forsvaret)