Forsvaret er ultimo december 2023 blevet anmodet om at stille yderligere en stabsofficer til den multinationale maritime koalitionsstyrke Combined Maritime Forces (CMF). Stabsofficeren skal indgå i ledelsen i den nyligt nedsatte koalition, der er blevet etableret til at håndtere krisen i farvandene omkring Det Røde Hav. Koalitionen kaldes ”Operation Prosperity Guardian”.
CMF består af bidrag fra i alt 39 lande, og Danmark har i øjeblikket to stabsofficerer udsendt til hovedkvarteret i Bahrain, et bidrag som nu suppleres af endnu en officer.
Operation Prosperity Guardian er dedikeret til at fremme sikkerhed og stabilitet for skibsfarten i området omkring Det Røde hav og Aden-bugten, et område som i øjeblikket er ramt af trusler fra missil- og droneangreb rettet mod civile skibe ud for Yemens kyst.
Forsvaret har løbende siden 2008 udsendt bidrag til flere internationale indsatser i farvandene omkring den arabiske halvø. Foruden skibsbidrag har Forsvaret jævnligt haft udsendt Challenger-overvågningsfly til overvågning af kysten ud for Somalia. Det seneste Challenger bidrag var udsendt i maj-juni 2017.
(Kilde og illustration: Forsvarskommandoen)