Forsvarsakademiet får NATOs godkendelse af videregående uddannelse

12. februar 2026

Info og foto Forsvarsakademiet

63 studerende på Forsvarsakademiet har primo februar 2026 bestået et kursus i værnsfælles operativ planlægning. Under gennemførelsen af uddannelsen var Forsvarsakademiets instruktører samtidig til eksamen, da kurset NATO Comprehensive Operations Planning Course blev godkendt af NATO. Det betyder, at de studerende nu er kvalificerede til at bestride stillinger i NATO’s operative struktur, og det betyder, at Forsvarsakademiet kan uddanne officerer, også fra andre NATO-allierede og partnere. Hvilket også netop skete, da fire ukrainske officerer var blandt de beståede officerer.

En del af operationsmodulet Master i Militære Studier
Det operative planlægningskursus sætter deltagerne i stand til at planlægge NATO-operationer på det operative niveau, hvor de strategiske planer omsættes til operative indsættelser. Som noget nyt er kurset fra 2026 en del af det militære operationsmodul på Master i Militære Studier.

Som led i Forsvarets samlede fokus på kampkraft har Forsvarsakademiet øget vægtningen af uddannelse i militære operationer. Planlægning på det operative niveau handler i sin kerne om at skabe maksimal kampkraft med de militære styrker, som en operativ myndighed råder over.

 At Comprehensive Operations Planning Course nu gennemføres som en del af Master i Militære Studier, betyder, at langt flere danske officerer får de nødvendige kvalifikationer, som tidligere kun er blevet udbudt ganske få steder i NATO. Kurset er blandt andet et krav for at indgå i højere NATO-stabe. – At vores uddannelse er blevet godkendt af NATO, er en stor anerkendelse af Forsvarsakademiets medarbejdere og et væsentligt bidrag til at styrke vores samlede evne til at indgå i allierede operationer. Jeg er imponeret over det resultat, Institut for Militære Operationer har opnået med dette kursus. I dag er endnu en milepæl i bestræbelserne på at styrke den operative formåen nået, siger chefen for Forsvarsakademiet, generalmajor Flemming Mathiasen.