Fungerende forsvarschef, general Michael W. Hyldgaard, ønsker nye kapaciteter for tocifret milliardbeløb

26. marts 2025

Forsvarsministeren orienterede den 25. marts 2025 forligskredsen om, at der på forsvarschefens anbefaling skal fremrykkes og købes en række nye kapaciteter til Forsvaret. Kapaciteterne beløber sig til ca. 12 mia. kr. frem til 2033 og finansieres med midler fra Accelerationsfonden. Opbygningen af dele af den tunge brigade fremrykkes med 3-5 år og potentielt køb af to lufttankningsfly. Det er nogle af de initiativer, som på baggrund af forsvarschefens indstilling nu igangsættes. 

– Vi står i en ændret sikkerhedspolitisk virkelighed, og derfor skal vi også have hurtigere gang i opbygningen af Forsvarets kampkraft, så vi øger det nationale forsvar og den kollektive afskrækkelse. Forsvarschefen har indstillet en række forslag til en første udmøntning af midler i Accelerationsfonden, og dem skal der nu leveres på. For uanset om vi styrker eksisterende kapaciteter, skaffer noget tidligere eller bygger nyt op, så er det alt sammen med det ene formål hastigt at styrke Forsvarets kampkraft, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

– Accelerationsfonden muliggør blandt andet beslutninger, der fremrykker allerede planlagte kapaciteter og opbygger nye kapaciteter. Herved styrkes hastigheden i opbygningen af Forsvarets kampkraft og Forsvarets mulighed for at skabe sikkerhed for Kongeriget, hvilket er essensen med Accelerationsfonden, siger Michael W. Hyldgaard. 

Derudover har forsvarschefen indstillet, at Danmark bliver partner i det såkaldte Multinational MRTT Fleet (MMF)-samarbejde ved indledningsvis at tilkøbe flyvetimer til lufttankning. Endvidere påbegyndes forhandlinger med den ambition at købe en andel svarende til to lufttankningsfly. En eventuel dansk deltagelse estimeres at beløbe sig til cirka 7,4 mia. kr. i perioden 2025-2033. 
(Kilde og foto: Forsvaret)