Stort hold færdiguddannet fra Arktisk Basisuddannelse

11. november 2025

30 unge grønlændere satte sig et mål om at gennemføre Arktisk Basisuddannelse. 28 elever har nu modtaget det arktiske uddannelsesbevis. Eleverne på Arktisk Basisuddannelse gennemgår et halvt års uddannelse, hvor de tilegner sig forsvars-, beredskabs- og politimæssige kompetencer.

– Forsvarets vigtigste opgave i Arktis er at beskytte Grønland og Færøerne,  og det er kun blevet vigtigere. Derfor har Forsvaret stor gavn af, at Grønland har et styrket beredskab, hvilket vi får i fremtiden med eleverne fra Arktisk Basisuddannelse. Det er derfor glædeligt, at så stor en del af eleverne har gennemført uddannelsen, siger vicechefen ved Arktisk Kommando, flotilleadmiral Lars Bjerring Ravn Nielsen.

Sammen med uddannelsessamarbejdspartnere og lokale fra Kangerlussuaq deltog han i afslutningen af Arktisk Basisuddannelse, som fandt sted onsdag den 29. november 2025 i KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq.

Den politiske beslutning om at etablere Arktisk Basisuddannelse blev truffet på baggrund af et ønske om at styrke robustheden og beredskabsmæssige kompetencer i Grønland. Efter den store interesse for uddannelsen ved rekrutteringen til hold 1 øgede man optaget fra 22 til 30 elever. 

Eleverne fortsætter på uddannelsen
Grønland er mange ting. Det er smukt, det er hårdt, det er vildt. Og Grønland belønner robusthed – evnen til at stå fast, selv når alt omkring én skifter. Robusthed er både fysisk styrke og mental udholdenhed og ro i pressede situationer. Det er en egenskab, I har bevist, at I besidder. Tag den med videre, og skab robusthed omkring jer, lød det fra chefen for Arktisk Basisuddannelse, kaptajn Mathias la Cour Vågen, i sin tale til eleverne.

Ud af de 28 elever, der har gennemført uddannelsen, fortsætter 27 på perspektiveringsforløbet, hvor de kommer i praktik flere steder, blandt andet på Nuuk Brandstation og i Arktisk Kommandos hovedkvarter. De får en introduktion til Slædepatruljen Sirius, kommer ud at sejle med Søværnet, og som noget nyt skal de også i praktik i Kriminalforsorgen.
(Kilde: Arktisk Kommando. Foto: Maja Hald / Arktisk Kommando / Forsvaret)