I Forsamlingshuset i Nuuk var cirka 40 mænd og kvinder mandag eftermiddag den 8. september 2025 mødt op for at høre chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, fortælle om den øgede militære tilstedeværelse, som grønlænderne kommer til at opleve i den kommende periode. Mødet i Nuuk er det første af tre borgermøder, der er planlagt i den kommende tid. Der skal efter planen også afholdes et i Kangerlussuaq og et i Sisimiut.
Formålet med møderne er at informere borgere og give mulighed for at stille spørgsmål. – Der har længe været et fælles ønske om at holde Arktis som et lavspændingsområde. Og det har været godt. Men vi må erkende, at det ikke uændret kan fungere. Vi ser her for tiden russerne være mere aktive i Arktis. Og vi ser kineserne og russerne arbejde sammen. Det foregår ikke i nærheden af Grønland, men vi bliver nødt til at tage det alvorligt. Og det er sådan, at Grønland er et specielt sted at være og bevæge sig. Derfor bliver vi nødt til at sende soldater og udstyr fra Danmark for at træne. Vi skal kende terrænet og løbende prøve at arbejde heroppe, sagde Søren Andersen.
Øget tilstedeværelse
Hen over september vil Forsvaret primært træne eftersøgning og redning i samarbejde med et skib fra Royal Arctic Line. Det samarbejde bliver også brugt til at træne inddæmning af olieforurening til søs. Senere vil man flere steder i Grønland kunne opleve helikoptere, kampfly, store krigsskibe og soldater fra både Slesvigske Fodregiment og Hjemmeværnet, der enten bidrager til overvågning og suverænitetshævdelse, eller træner i eksempelvis bevogtning af kritisk infrastruktur.
– Vi tager selvfølgelig hensyn til jagtsæson både i de områder, hvor vi skal øve og de ruter, hvor vi kommer til at flyve, samtidig med at vi passer vores opgave. Det er vi enormt opmærksomme på, afrundede Søren Andersen sit indlæg i Nuuk Forsamlingshus.(Kilde Forsvarskommandoen. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret.)