Søfarende hyldes for deres formidable pandemiindsats

9. juni 2021

Der bliver en øredøvende larm kl. 1200 fredag den 25.juni 2021.

Her vil skibe verden over trykke hornet i bund og lade larmen hylde de søfarende, der med store personlige ofre har holdt verdenshandlen flydende under COVID-19 pandemien.

Også danske skibe vil deltage i eventet, der under det engelske navn ShoutOutForSeafarers campaign på verdensplan vil hylde de søfarende.

Organisationen Danske Rederier er af den opfattelse, at de søfarende om nogen har gjort en forskel under den nu hendøende pandemi. – De lukkede grænser og mange rejserestriktioner har betydet, at mange af dem har måttet være meget længere tid væk fra deres familie end normalt, mens de har holdt verdenshandlen flydende og os allesammen forsynede. Derfor glæder det mig, at vi igen i år kan være med til at sætte fokus på deres store indsats, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Selvom det for medlemsrederierne hos Danske Rederier går bedre med at skifte besætninger end i starten af pandemien, er der stadig udfordringer, der kræver håndholdte indsatser. På verdensplan vurderer den globale shippingorganisation ICS, at 200.000 søfarende er påvirket af coronakrisen.

-Vi håber selvfølgelig, at vi nu med sommeren og vaccinernes komme har set det værste af coronakrisen, men udfordringerne med besætningsskifte forsvinder desværre ikke bare sådan lige. Derfor er jeg også glad for, at et bredt flertal i Folketinget for nyligt forlængede ordningen for besætningsskift i Københavns lufthavn. Det gør en kæmpe forskel, og vi er super-glade for opbakningen fra vores folkevalgte, lyder det fra Anne H. Steffensen. (Kilde og foto: Danske Rederier)