Rederierne mangler arbejdskraft

26. juli 2022

Rederierhvervet i Danmark har generelt været præget af optimisme og gode resultater de seneste år.
På trods af coronakrisen og krigen i Ukraine er rederiernes eksport rekordstor, og det ser ud til at fortsætte. Men problemer med at skaffe den fornødne arbejdskraft kan give udfordringer, fortæller organisationen Danske Rederier i en presseinfo.

Det gælder blandt andre Molslinjen. Her er det svært at tiltrække ny arbejdskraft på alle niveauer.
 – Jeg kunne formentlig ansætte 50 nye medarbejdere i morgen, hvis de fandtes derude, siger Carsten Jensen, CEO i Molslinjen og fortsætter: – Der er rigtig godt gang i forretningen. Vi er inde i en rigtig god periode. Men vi er på grænsen af hvad vi har ansatte til, og hvis vi bare skal passe på vores nuværende folk, så er vi nødt til at blive nogle flere. Problemet er bare, at hvor der tidligere altid lå en stak ansøgninger til hver stilling, skal vi nu kæmpe for at besætte næsten alle stillinger.

Otte ud af to CEO ´er i rederierne regner med at forøge arbejdsstyrken det kommende år. Men alligevel svarer halvdelen, at de oplever større eller lidt større problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft sammenlignet med for et år siden. – Vi bliver ramt af det, som mange brancher desværre oplever i øjeblikket, at der er så meget gang i beskæftigelsen, at det er svært at for den fornødne arbejdskraft. Selvom vi er midte i en tid med stigende renter og en ustabil situation i Ukraine, så er der en kæmpe vareefterspørgsel og et stort ønske om at rejse. Så vi mærker det både på handelsskibene, i offshore og på færgerne. Det er bare svært at få de nødvendige folk, siger Anne H. Steffensen, adm. Direktør i Danske Rederier.

Det er blandt andet befarne og ubefarne skibsassistenter, alle slags navigatører (kyst- og sætteskippere, styrmænd og skibsførere) samt maskinister og maskinmestre rederierne mangler.

Derfor vil Danske Rederier arbejde for, at de to skoleskibe, ”Georg Stage” og ”Danmark” får en fast bevilling på finansloven med to togter om året. Skoleskibene uddanner nogle ad de unge mennesker, som rederierne efterspørger, og som ofte fortsætter med uddannelse og job i et rederi efter tiden om bord.

(Kilde og foto. Danske Rederier)