Mange nye arbejdspladser

1. september 2022

Ifølge organisationen Danske Rederier vil planerne om en gigantisk udbygning af havvind i Nordsøen øge udbuddet af land- og søbaserede job i Danmark.

Danske Rederier der har adskillige medlemmer der opsætter møller, transporterer teknikere, lægger kabler og sejler forsyninger til havvindmølleparkerne, har regnet på hvad de store planer betyder for beskæftigelsen.

Fokuserer man på det fulde potentiale for en dansk udbygning på 35 GW (1 GW er = 1.000 MW) i Nordsøen, kan det sikre 255.700 direkte og indirekte danske årsværk frem mod 2050. Medregner man det faktum, at de ansatte bruger deres løn på mad og andet forbrug, er yderligere 113.900 årsværk sikret frem mod 2050. Altså alt i alt lige knap 370.000 årsværk.

For at imødegå de høje politiske ambitioner om havvind mener Danske Rederier, at udbuds- og godkendelsesprocessen for havvindmøllerparker skal strømlines, så det ikke tager op mod otte år for opsætningen af en enkelt havvindmøllepark. Samtidig skal udviklere have lov til at søge om mere end et projekt ad gangen. (Kilde og Foto: Danske Rederier)