Forsvarsminister Trine Bramsen og dansk rederichef drøfter pirateri i Guineabugten

19. november 2020

Selvom det kun er godt en uge siden, forsvarsminister Trine Bramsen mødtes med Danske Rederier for at drøfte sikkerhedssituationen for handelsflåden, fortsætter ministeren allerede i morgen fredag den 20. november dialogen med branchen. I en presseinfo fremgår det, at ministeren denne gang besøger CEO i TORM og formand for Danske Rederier, Jacob Meldgaard. Et af hans skibe blev for nyligt angrebet af bevæbnede pirater i Guineabugten ud for Vestafrika. – Det endte heldigvis godt denne gang, men det var en meget voldsom oplevelse for besætningen. Jeg er derfor glad for, at forsvarsministeren tager sig tid til at høre om den ubehagelige og uholdbare situation, vi som rederier gennem længere tid har oplevet i Guineabugten, siger Jacob Meldgaard.

Selv om besætningen på tankskibet før angrebet gjorde, hvad de kunne for at undgå det, lykkedes det piraterne at komme om bord. De 20 mand om bord måtte derfor  – helt i tråd med sikkerhedsproceduren – søge sikkerhed i et ’Safe room’ og slå alarm. Et skib fra den italienske flåde reagerede og kom til assistance og kunne konstatere, at piraterne var flygtet igen. – Vi vil som branche meget gerne bidrage til, at vi kan få skabt bedre sikkerhed i området. Det er uholdbart, at det skal være så risikabelt at sejle i området, så jeg er glad for, at ministeren arbejder for at finde opbakning til en styrket international indsats i Guineabugten. Det ville være et vigtigt bidrag til øget sikkerhed, mener  Jacob Meldgaard.

Guineabugten har oplevet en markant stigning i piratangreb og kidnapninger de seneste år. Ifølge International Maritime Bureau (IMB) var der i 2019 121 kidnapninger i området, og for tiden sker 95 procent af alle kidnapninger til søs i Guineabugten.