Forsvarsakademiet inviterede til piratøvelse og paneldebat

13. september 2021

Når fregatten ESBERN SNARRE snart kaster trosserne og sejler mod Guineabugten for at patruljere i de piratfyldte farvande, er det enormt vigtigt, at alle aktører kender deres plads i puslespillet.

Derfor havde Center for Maritime Operationer og Center for Militære Studier på Københavns Universitet primo september inviteret til en lukket workshop under titlen ”Wargaming – Gulf of Guinea”, hvor relevante aktører og myndigheder mødtes på Svanemøllens Kaserne. Formålet med workshoppen var primært at afklare, ”hvem gør hvad, hvornår og hvorfor” inden de udsendte pludselig kan befinde sig i en skarp situation.

Med sig om bord vil ESBERN SNARE blandt andet have en Seahawk-helikopter og en maritim indsatsstyrke, som hurtigt vil kunne komme handelsskibe under angreb til undsætning. Derudover har flere andre lande, bl.a. Storbritannien og Frankrig, også lovet, at de til efteråret vil sende militærskibe til bugten. Både for at kunne hjælpe de angrebne skibe – men også for at have en afskrækkende effekt. – Lykkes vi med at sikre en konstant tilstedeværelse af flådefartøjer, der kan patruljere i området, så er jeg sikker på, at det vil have en afskrækkende effekt. Det bør alt andet lige få piraterne til at tænke sig om en ekstra gang, før de forsøger at kapre et skib,siger Anne H. Steffensen fra Danske Rederier og understreger, at den militære indsats ikke kan stå alene. – Det er lige så vigtigt, at vi i tæt samarbejde med landene omkring Guineabugten træner og uddanner, så de på sigt selv kan stå for at sikre sejladsen i bugten. Men, vi må være ærlige og sige, at det har lange udsigter, så derfor er jeg glad for, at Danmark er sit ansvar som en af verdens største søfartsnationer voksen, og sender flådebidraget afsted, lyder det fra Anne H. Steffensen.

(Kilde og foto: Forsvarsakademiet og Danske Rederier)