Forsvaret afslutter næsten 20 års indsats i Afghanistan

13. juli 2021

I 2021 afslutter Forsvaret næsten 20 års militær indsats i Afghanistan, når Danmark sammen med USA, Storbritannien og de øvrige NATO-lande trækker sine soldater hjem.

Indsatsen i Afghanistan har været en af Forsvarets største og den klart mest krævende internationale mission hidtil. Omkring 12.000 danske soldater har haft mere end 21.000 udsendelser.

 Opgaverne i Afghanistan har spændt vidt: Fra ledelse af projekter til gavn for civilbefolkningen, over rådgivning og træning af sikkerhedsstyrker samt til deltagelse i hårde kampe. Forsvaret har over de 20 år løst opgaver under vanskelige omstændigheder og skiftende forhold.

 Indsatsen i Afghanistan været med til at udvikle Forsvaret til det professionelle niveau, vi har i dag, og de knap 20 års indsats i Afghanistan fylder meget for Forsvarets identitet, kultur, uddannelse og på veteranområdet. Indsatsen i Afghanistan har også haft store menneskelige konsekvenser. 44 danske soldater mistede livet i Afghanistan og mange kom hjem med fysiske eller psykiske skader efter indsatsen. De faldne, de sårede og deres pårørende vil for altid være en del af Forsvarets historie.
(Kilde: Forsvaret. Foto: MTUD arkiv)