Debat om fremtidens forsvar til søs

29. september 2022

Danske Rederier, Udenrigsministeriet og Københavns Universitet inviterer tirsdag den 4. oktober 2022 fra kl. 1330 til 1730 til debat om fremtidens sikkerhedsmæssige prioriteringer til søs.

Det er det grundlæggende spørgsmål, når de tre arrangører sammen på dagen holder seminar om maritim sikkerhed som en del af Danish Maritime Days.

Arrangementet er åbent for pressen, og efter en times oplæg er der debat og tid til spørgsmål.

Ifølge arrangørerne skal debatten tage udgangspunkt i pirattruslen i Guineabugten. Men med Ruslands angrebskrig i Ukraine, gasudslip i Østersøen, situationen i Hormuzstrædet, og Kinas militærøvelser i Taiwanstrædet, er der grobund for flere interessante diskussioner.

– For et år siden sendte Danmark en fregat til Guineabugten for at beskytte handelsflåden mod pirater. Den trussel består stadig i dag. Men der er sket ufattelig meget rent sikkerhedspolitisk de sidste otte måneder, og det kalder på en debat om, hvad det er for en fremtid, vi ser ind i rent sikkerhedsmæssigt for handelsflåden, siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

Debatten vil blandt andet handle om, hvilke sikkerhedstrusler der er mod handelsflåden, hvordan sømilitære ressourcer bør prioriteres og hvad det i det hele taget er for et Søværn, der er behov for i fremtiden. (Kilde og Foto: Danske Rederier)