De maritime uddannelser har fået tag i de unge

6. juli 2020

Højdespringeren for ansøgninger til en uddannelse i det blå og maritime segment er SIMAC i Svendborg. Det fremgår af en udsendt info fra Danske Rederier, hvor det videre oplyses, at nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at i alt 906 har søgt en maritim uddannelse.

Herudover har i alt 120 søgt uddannelsen ’International Shipping and Trade’ på Copenhagen Business School. Det er det højeste tal i mange år, og som en ekstra fjer i hatten til de maritime uddannelser er Svendborg International Maritime Academy, SIMAC det uddannelsessted, som er gået mest frem overhovedet. Har er antallet af ansøgere med SIMAC som 1. prioritet steget med 28 procent. – Det samlede ansøgertal til SIMACs uddannelser er meget tilfredsstillende. Det er dejligt, at så mange unge mennesker har fået øjnene op for, hvilke fantastiske og forskelligartede muligheder, der er med en maritim uddannelse. Vi glæder os til at byde dem velkommen til august, sig Jan Askholm, studierektor på SIMAC.

I Danske Rederier venter man hvert år uddannelsestallene med spænding. – Vi har i rederierne brug for al den kvalificerede arbejdskraft, vi kan få, og derfor er det vigtigt, at vi får uddannet dygtige maskinmestre, skibsførere og navigatører, så de kan være med til at fastholde Danmark som stolt og en af verdens førende søfartsnationer, siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.  

I den netop offentliggjorte oversigt over ansøgninger fra 5. juli er fire ud af fem maritime uddannelsesinstitutioner gået frem. Tre af dem med mere end 20 procent.

Endelig vil der først senere på sommeren være ansøgningstal for Navigationsskolen i Marstal., ligesom skoleskibenes ansøgere hellere ikke er med i denne opgørelse.  

Samlet set har 94.604 i år søgt ind på en videregående uddannelse. Det er en fremgang på syv procent i forhold til sidste år.

(Foto: Danske Rederier)