Danske rederier eksporterede for 323,8 mia. kr. i 2021

8. februar 2022

Organisationen Danske Rederier oplyser, at der har været exceptionelt travlt på verdenshavene og i havnene i 2021. Og det er ikke mindst danske rederier, som har haft travlt med at fragte containere, byggematerialer og meget andet rundt i verden.

De netop offentliggjorte eksporttal fra Danmarks Statistik viser, at rederierne samlet set eksporterede for 323,8 mia. kroner i 2021. Det er en stigning på 37 procent i forhold til 2020, hvor eksporten endte på 236,8 mia. kroner, det højeste nogensinde. – Det er en voldsom stor eksport, rederierne har haft sidste år, og pandemien har ført til et ekstraordinært resultat for flere rederier. Jeg er selvsagt glad for at flere danske rederier klarer sig godt, men det er vigtigt at huske, at det seneste år har været meget specielt, og 2021 skal ses i det lys, siger adm. direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Fragtraterne på flere typer transport har været gode i 2021, og efterspørgslen på varer har generelt været høj. Særligt container og tørlast har haft et godt 2021, mens tank har oplevet lave rater, og færgerne stadig ligger under niveauet fra før coronakrisen. – Vi har de seneste år har en opadgående tendens, hvor eksporten med få udsving har bevæget sig opad og ligget godt over 200 mia. kroner. Derfor er det noget af et spring at komme over 300 mia. kroner nu. Det paradoksale er, at det ikke er alle typer rederier, der har haft et fantastisk år, hvilket understreger, at vi er i og har været i en særlig tid, siger Anne H. Steffensen.

Med dagens eksporttal udgør søtransport nu 56 procent af tjenesteeksporten og 22 procent af den samlede danske eksport.(Kilde og foto: Danske Rederier)