Dansk skibsfarts eksport sprænger alle rammer

29. december 2021

Efter et lille knæk nedad i eksportkurven sidste år er dansk skibsfart i år på vej til at sætte eksportrekord. Det oplyser Danske Rederier, der kort før årets udgang vurderer, at den samlede eksport for dansk skibsfart vil ende på ca. 300 mia. kroner. I 2020 endte eksporten på 237 mia. kroner, mens den tidligere rekord er fra 2019 med 240 mia. kroner.

Det er især containersegmentet, som har haft en godt år, men også tørlastmarkedet har været godt med fragtrater, som er steget hele 2021. – Samlet set har danske rederier haft et fremragende 2021. Vi kommer tæt på 300 mia. kroner i eksport, og rederierne tegner sig for en fjerdedel af dansk eksport. Resultatet er i sig selv imponerende, men hvis vi kigger tilbage til årene efter finanskrisen, så har skibsfarten virkelig rejst sig, og siden 2009 er eksporten mere end fordoblet, siger Anne H. Steffensen adm. direktør i Danske Rederier der uddyber: – Pengene er i høj grad også i 2021 blevet brugt på forbrugsvarer fremfor rejser og oplevelser. Det har været medvirkende til at gøre containerfragt til en særlig god forretning i år. Samtidig er der gang i byggeriet, som gavner tørlastrederierne.

Den høje efterspørgsel er kommet samtidig med, at coronapandemien har medført forsinkelser i land, i havne og til søs, hvilket har medvirket til, at rederierne har haft svært med at følge med efterspørgslen.

Til gengæld har året været vanskeligt for tankrederierne. Olieproduktionen har været mindre end tidligere år, efterspørgslen har primært trukket på de opbyggede lagre og raterne har, efter de ramte et tårnhøjt niveau i starten af 2020, ligget på et lavt niveau hele 2021.

Udlandsfærgerne har brugt året på langsomt at komme i gang igen efter nedlukninger herhjemme og i udlandet, og passagerantallet har nærmet sig tal fra tiden før Corona. – Lige nu krydser vi virkelig fingre på udlandsfærgernes vegne. De var lige kommet delvist tilbage, og nu truer en ny Corona variant før en af de store sæsoner, siger Anne H. Steffensen.

 

(Kilde og foto: Danske Rederier)