Danmark overtager kommandoen over Emasoh-Misonen i Hormuzstrædet

8. november 2020

Regeringen har besluttet, at Danmark skal stå i spidsen for den europæiske-ledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet. Danmark deltager allerede i missionen med fregatten IVAR HUITFELDT i området, men i første halvår af 2021 overtager Danmark kommandoen i den såkaldte, Emasoh-mission. – Som verdens femte største søfartsnation har vi et ansvar for at være med til at sikre, at handelsflåden kan sejle frit og sikkert – også gennem Hormuzstrædet. Derfor hilser vi det velkommen, at regeringen tager det ansvar på sig og stiller Danmark i spidsen for den europæiske mission i Hormuzstrædet, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Samtidig understreger hun, at vi ikke må glemme, de store problemer, der er med sikkerheden i Guineabugten ved Vestafrika på grund af pirateri: – 90 procent af verdens kidnapninger til søs sker i Guineabugten, og derfor er det klart det geografiske område, der bekymrer os mest. En internationalt koordineret indsats med militær deltagelse af Danmark i området kan være en af løsningerne til bedre sikkerhed.

Hver måned sejler ca. 150-170 dansk opererede skibe gennem Hormuzstrædet ved indsejlingen til Den Persiske Golf. (Kilde og foto: Danske Rederier)