Coronapas vil lette livet for danske søfarende

3. februar 2021

Når du næste gang skal ud at rejse, skal du ikke kun huske dit rødbedefarvet pas. Du skal fremover også huske at pakke dit digitale coronapas.

Dokumentation for at du er vaccineret mod COVID-19 bliver nemlig fremover nedskrevet i et coronapas. Passet skal i første omgang gøre det nemmere at gennemføre erhvervsrejser, men håbet er, at Corona passet også på sigt vil kunne bruges som adgangsbillet til større arrangementer.

Danske Rederier vurderer, at coronapasset kan blive meget gavnligt for de mange ansatte på skibe og offshore installationer, som har brug for at rejse rundt i verden, når de skal passe deres arbejde.

-Det har været et meget vanskeligt år at være søfarende, og restriktioner på tværs af grænser har gjort det svært at lave besætningsskift. Coronapasset giver håb om, at det kan blive lidt nemmere at komme rundt i verden, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier i en presseinfo.

Coronapasset kommer som led i et partnerskab mellem Dansk Industri, Dansk Erhverv og regeringen. Selve det digitale coronapas skal udvikles i løbet af de kommende tre-fire måneder. Dog vil man inden udgangen af februar kunne se dokumentation for en vaccination på sundhed.dk. 


Når man scanner coronapasset, skal man i første omgang kunne se, om du er vaccineret. Senere vil passet også kunne indeholde information om, hvorvidt du har de antistoffer, der viser, at du har haft Corona, og om du har en frisk negativ test med i bagagen. – Det er selvfølgelig afgørende, hvordan andre lande tager imod passet, og om de vil acceptere det som dokumentation. Gør de det, så har vi et rigtig godt redskab, som jeg er sikker på, at vores søfolk vil bruge flittigt, lyder det fra Anne H. Steffensen.

(Kilde og foto: Danske Rederier)