Aftale om forprojektet til Forsvarets nye patruljeskibe er på plads

23. juni 2023

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har fredag den 23. juni 2023 underskrevet en aftale med Danske Patruljeskibe K/S – et konsortium stiftet af Terma, Odense Maritime Technology og PensionDanmark – om forprojektet til Forsvarets nye patruljeskibe.

Med aftalen har FMI valgt Danske Patruljeskibe K/S som totalleverandør og ansvarlig for udviklingen af moderne, fremtidssikrede flådeskibe til Forsvaret/Søværnet efter en banebrydende ny samarbejdsmodel, der også sikrer en stærk forsyningssikkerhed til Forsvaret.

Adm. direktør i Terma Jes Munk Hansen oplyser Via Ritzau, at regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget har udstukket en visionær kurs for, hvordan Danmarks nye fleksible fartøjer skal anskaffes. – Det er en kurs, der bygger videre på Danmarks lange og stolte tradition for at bygge skibe. Dette projekt vil involvere en bred vifte af danske virksomheder og skabe mange danske arbejdspladser, og dermed sikre, at vi langt ud i fremtiden har verdensklasse maritime kompetencer i Danmark, siger Jes Munk Hansen.  
(Foto: Via Ritzau)