Øget brosikring

Påsejling af Limfjordsbroen ved Aalborg med efterfølgende stop i over et år for direkte togtrafik mellem Vendsyssel og det øvrige Jylland, er den direkte årsag til, at Vejdirektoratet planlægger en øget sikring af flere vej- og togbroer mod skibskollisioner. Virksomheden Geo – det tidligere Geoteknisk Institut - har netop afsluttet havbundsundersøgelser ved Svendborgsundbroen, og sender i denne uge (uge fem) boreriggen ”Jack 5” op i Limfjorden for at fortage bundprøver ved Sallingsundbroen, Aggersundbroen og Limfjordsbroen. Præcise undersøgelser og viden om fjord- og havbundens beskaffenhed er en nødvendighed, når skibskollisions afværgeøerne skal placeres ud for de bropiller, der står ved gennemsejlingsløbene.