Åbning af ny kirkehave ved Holmens Kirke søndag den 27. august.

I forlængelse af højmessen kl. 1030 søndag den 27. august bliver Holmens Kirkes nye haveanlæg officielt åbnet. Anlæggelsen af en have på det område ved kirken, hvor der kun var græs, har været ønsket længe. Målet var en have, der kunne harmonere med kirken og skabe en stemning af ro og fordybelse. Den nye have afspejler kirkens form, en ligearmet kors med fire korsformede bede, hvis vinkler danner skærmende rum med bænke. Bedene er beplantet med takshække, blomster og buske, der giver farver fra tidligt forår til langt hen på efteråret. - Vi håber, at haven vil blive opfattet som en kærkommen oase midt i Københavns centrum, både for københavnere og for byens gæster, siger orlogsprovst Ejgil Bank Olesen i en pressemeddelelse. I forbindelse med åbningen af kirkehaven vil der være et lille traktement og musikalsk underholdning ved Holmens Kirkes Kantori.