Udskriv denne side

Forsvarsministeriet åbner Store Tårn på Christiansø for besøgende

Store Tårn er blevet restaureret og indrettet med udstillings- og samlingslokaler. Det blev markere den 30. juni 2017 med genåbningen af tårnet og den første udstilling med deltagelse af blandt andet forsvarsministeren og direktørerne for Realdania og Augustinus Fonden.

Restaureringen af det tidligere fæstningsværk Store Tårn står nu færdig og klar til at tage imod beboere og besøgende på Christiansø i nye kunst- og samlingslokaler.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ser frem til at åbne Store Tårn:
”På Christiansø møder fortiden nutiden. Det er restaureringen af det historiske Store Tårn et godt symbol på – og understreger øens unikke karakter. Jeg glæder mig over tårnets forvandling, og at det nu kan bruges til udstillinger og andre aktiviteter. Det er et spændende projekt, som mange gode kræfter har bidraget til, og jeg er sikker på, at det bliver en oplevelse for øens besøgende og beboere”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Projektets filantropiske bidragsydere deltager i åbningen:
”Christiansø er et helt særligt sted i Danmark, og Store Tårn er en særlig del af øens historie. Den meget tiltrængte renovering og nye indretning giver nyt liv til dette historiske bygningsværk og vil give et besøg på Christiansø en ekstra spændende dimension – til gavn for både beboere og turister,” siger administrerende direktør i foreningen Realdania Jesper Nygård på vegne af projektets filantropiske bidragsydere.

Det er en gennemgribende restaurering til ca. 30 mio. kr., der er gennemført af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse som bygherre.
Projektet er udarbejdet af arkitekt Mette Maegaard Nielsen, som har formået at realisere visionen om både at bevare og at udvikle. Med istandsættelsen og fornyelsen bevares Store Tårns bygnings- og kulturhistoriske værdi og attraktion. Samtidig kan tårnet fremover anvendes til helt nye formål som udstillinger, kulturelle arrangementer og andre begivenheder.

Restaureringen og de første udstillinger er finansieret af Forsvarsministeriet og med betydelige donationer fra Realdania og Augustinus Fonden. (Kilde: Forsvarsministeriet)