Søværnets Taktikkursus træner den kenyanske flåde.

 

Ifølge Værnsfælles Forsvarskommando´s site undervises instruktører fra den kenyanske flåde i, hvordan de skal gennemføre træning i skibssimulator. Kurset i Mombasa afslutter en periode med mange aktiviteter i det dansk-kenyanske flådesamarbejde.

13 instruktører fra den kenyanske flåde trænes frem til den 29. juni af to instruktører fra Søværnet Skole, Center for Taktik. De kenyanske instruktørerne trænes i, hvordan de skal træne andre ved hjælp af det skibssimulatorkompleks, som Danmark har doneret til den kenyanske flåde. Komplekset bliver et af fire i Afrika, og det giver mulighed for at træne flådeøvelser og mange forskellige maritime situationer uden at skulle have skibe på havet.

På kurset skal instruktørerne lære at opbygge scenarier i simulatoren, der kan simulere en rigtig situation til søs. Simulatoren skal bruges til at uddanne kenyanske officerer i navigation og sejlads med egne skibe, træne eftersøgnings- og redningsoperationer eller operationer i forbindelse med myndighedsudøvelse på havet.

- Jeg har arbejdet med skibssimulatorprojektet siden 2013, så for mig er det meget tilfredsstillende, at vi nu er så langt, at vi er begyndt at uddanne de instruktører, der skal betjene simulatoren og uddanne andre. Det giver mig en god fornemmelse for, at kenyanerne får en god anvendelse og udnyttelse af hele simulatorkomplekset, siger kommandørkaptajn John Ærø Hansen, der er Forsvarets forbindelsesofficer til den kenyanske flåde og er udstationeret i Mombasa.

Inden instruktørerne begyndte på simulatorkurset har de fået et pædagogisk kursus, der skal give dem viden og færdigheder til at virke som instruktører i simulatoren. Kurset blev gennemført af instruktører fra Forsvarsakademiet og foregik på den kenyanske flådes træningsskole i Mombasa i slutningen af maj.

Skibssimulatorprojektet er del af samarbejdet mellem den kenyanske flåde og Forsvaret under den danske Freds- og Stabiliseringsfonds program på Afrikas Horn. Formålet med programmet er at bidrage til Kenyas evne til at kontrollere sit eget farvand og derigennem at bidraget til den maritime sikkerhed i hele Østafrika.

I forbindelse med Danmarks samarbejde med Kenya, var en kenyansk delegation på otte personer tidligere i juni i Danmark for at lære mere om dansk farvandsovervågning. Under besøget hørte kenyanerne om de overordnede principper i den danske model for farvandsovervågning, hvor Søværnet har det operative ansvar for al maritim myndighedsudøvelse, men også om, hvordan farvandsovervågningen gennemføres i praksis og om den teknik, der skal til for at få overvågningen til at fungere. - For kenyanerne er den danske model for farvandsovervågning referencepunktet. Det er Danmark, de på sigt gerne vil kunne sammenligne sig, når det gælder om at have overblik over, hvad der foregår i landets territorialfarvand, forklarer John Ærø.

Skibssimulatorkomplekset forventes indviet i løbet af efteråret. (Kilde: Værnsfælles Forsvarskommando)