Rekrutteringskampagnen Girl Power i Det Blå Danmark på banen hele september

Det Blå Danmarks fælles rekrutteringskampagne, World Careers, sætter fokus på kvinder i hele september måned med kampagnen ”Girl Power i Det Blå Danmark”.  Det oplyser foreningen Danske Rederier i en pressemeddelelse.

Formålet er at få flere piger og kvinder til at kigge i retning af det maritime, når de skal vælge uddannelse og karriere. Det er i dag kun ca. 3 procent af de danske sømænd, der er kvinder. Og i resten af Det Blå Danmark skal man også kigge langt efter kvinderne.  - Vi sætter i september måned fokus på alle de seje kvinder, som arbejder inden for den maritime branche. Vi vil gerne være med til at inspirere andre unge kvinder til at vælge en karriere inden for det maritime. Der eksisterer nemlig et hav af muligheder, siger Anne Bay Riisager, kampagneleder for World Careers.

Hele september måned er derfor dedikeret til at fremhæve eksempler på Girl Power i Det Blå Danmark. Alle kampagnens platforme vil i denne periode være spækket med indhold, der henvender sig til kvinder. Der er oprettet en mere feminin hjemmeside, på de sociale medier vil der udelukkende være historier fra kvindelige rollemodeller og overalt hvor World Careers møder de unge, vil der være fokus på at ramme lige netop kvinderne. - Kampen om de unge er sværere end nogensinde, og det kræver en kontinuerlig tilstedeværelse og indsats for at få dem til at kigge i retning af det maritime. Det Blå Danmark er en branche, der er udfordret på, at mange kvinder ser det som et mandefag, og det syn skal vi have ændret, siger Anne Bay Riisager.

Kontakt

Landskontoret: 

Trondhjemsgade 5 kld. 
2100 København Ø 

Telefon: 33 15 28 86 
Telefontid: Mandag og fredag kl. 10-14

E-mail: landskontoret@marineforeningen.dk