Adoptionsskib
Som et led i bestræbelserne for
at fremme samhørigheden mellem den danske befolkning og dens værn
blev der i 1945 og årene efter oprettet ”fadderskaber” for en række
af Flådens skibe i forskellige af landets søkøbstæder, idet skibe,
der igennem deres navn eller virke havde tilknytning til en by eller
landsdel, fortrinsvis blev adopteret i overensstemmelse hermed.
Ebeltoft fik også et
adoptionsskib, om end noget senere.
A 568 ”Rimfaxe”
Efter opfordring fra
Marineforeningen vedtog Ebeltoft Byråd i 1980 at adoptere Søværnets
tankfartøj A 568 ”Rimfaxe”, der nogle år forinden havde fragtet
Fregatten Jyllands master hertil, og som i øvrigt havde en vis
tilknytning til Søværnets Minedepot Dråby. Senere fragtede ”Rimfaxe”
også en af Fregatten Jyllands gamle kanoner til byen.
Det blev samtidig vedtaget, at
Marineforeningen skulle være det daglige bindeled mellem byen og
adoptiv”barnet”.
Adoptionen fandt sted i dagene
11.-14. september 1980 og blev markeret med et omfattende program,
der havde til formål, at besætningen og byens borgere kunne lære
hinanden at kende.
Dette skete først og fremmest
ved ”Åbent Skib”-arrangementer alle de dage, ”Rimfaxe” gæstede byen.
Her kunne byens borgere komme ombord og tage skibet nærmere i øjesyn
og komme i snak med besætningen
A 569 ”Skinfaxe”
I 1982 skulle ”Rimfaxe”
imidlertid lægges i såkaldt ”mølpose” og Byrådet besluttede derfor
at søge om også at adoptere ”Rimfaxe”s søsterskib A 569 ”Skinfaxe”,
- og Ebeltoft blev dermed den eneste søkøbstad med to
adoptionsskibe.
Adoptionen af ”Skinfaxe” skete
allerede den 22. august 1981, med adoptionsfestligheder i stil med,
da ”Rimfaxe” var blevet adopteret.


Til venstre :
"Skinfaxe" på vej i havn i Ebeltoft.
Til højre: "Skinfaxe"s besætning til parade foran Det Gamle Rådhus,
klar til borgmestermodtagelse i anldening af 10-året for adoptionen
af "Skinfaxe".
Y 307 "Læsø”
Ved årsskiftet 2000-2001 udgik
både ”Rimfaxe” og ”Skinfaxe” af Flådens tal, hvorfor Byrådet
allerede den 30. maj 2000 besluttede at rette henvendelse til
Søværnet om i stedet at adoptere Søværnets Dykkerskib Y 307 ”Læsø”,
der på grund af samarbejde med Søværnets Minedepot Dråby og
Dykkehistorisk selskab, der har hjemsted i Ebeltoft, havde
tilknytning til egnen.
Adoptionen af ”Læsø” fandt sted
den 8. august 2003 i Bytingssalen på Det Gamle Rådhus.
Adoptionsbesøget faldt – ligesom
de seneste mange års adoptionsbesøg af ”Skinfaxe” – sammen med
Ebeltoft Maritime Dage, og der var arrangeret mange forskellige
publikumsrettede aktiviteter udover ”åbent skib”-arrangementerne. To
meget populære aktiviteter var demonstrationsdykningerne fra ”Læsø”s
agterdæk og Søværnets Minørtjenestes udstilling, der var opstillet
ved Marinestuen.
I 2007 besluttede byrådet i den
nye Syddjurs Kommune – efter ihærdigt lobbyarbejde fra
Marineforeningens side - at man gerne ville overtage
adoptionsforpligtelserne for ”Læsø” efter den gamle Ebeltoft
Kommune.
Y 307 ”Læsø” i Ebeltoft Havn
”Læsø”s
våbenskjold:
Blasonering:
I skjold, tværdelt af blåt og sølv, en hund
med
fiskehale i omvendt tinkturer.
Skjoldet hviler på
et anker hvorover en kongekrone.
Motivering:
Som våbenfigur for BARSØ-klassen, hvis
funktion er stationstjeneste,
er som symbol
på vagttjeneste til søs valgt forkroppen af
en hund
forsynet med en fiskehale.
Godkendt af H.M.
Dronning Margrethe II den 7. maj 1975.
Den 14. maj 2009 strøg Y 307 "Læsø" kommando og
udgik af Flådens tal. - Her er et par fotos fra den vemodige
begivenhed :
Efter udfasningen af "Læsø" adopterede Syddjurs Kommune i stedet
Søværnets Dykkerkursus
(tidligere Søværnets Dykkerskole), der har hjemsted på Holmen
i København.
Mandskab fra Søværnets Dykkerkursus har altid
deltaget, når "Læsø", der var tilknyttet skolen, var på
adoptionsbesøg i Ebeltoft, hvor de medvirkede ved forskellige
demonstrationsdykninger m.v.. - Udover at vi jo gennem årene har
fået et utroligt godt forhold til mandskabet fra Søværnets
Dykkerkursus har dette også den fordel, at når Dykkerskolen fremover
kommer på adoptionsbesøg, vil de samtidig medbringe det til enhver
tid til skolen tilknyttede dykkerskib.
Her er et par fotos fra højtideligheden på Den Gamle Rådhus, da
asoptionsdokumentet - i 3 eksemplarer - blev underskrevet af
borgmester Vilfred Friborg Hansen, chefen for Søværnets
Dykkerkursus, orlogskaptajb Søren Beck og Marineforeningens formand,
Jørgen Brøgger.