Indsamling til fordel for hospitalskibe

For tredje år i træk lancerer det svenske rederi Stena Line velgørenhedskampagnen ”Round Up for Charity” til fordel for organisationen Mercy Ships’ humanitære arbejde i nogle af verdens fattigste lande. Det oplyser rederiet i en presseinfo.

Kampagnen "Round Up for Charity" starter den 1. oktober og løber måneden ud på alle rederiets 37 skibe i Europa. Kampagnen giver passagererne muligheden for at ”runde beløbet op” ved hvert køb i restauranter, barer og butikker. Stena Line vil derefter runde det indsamlede beløb op til et helt beløb, der går ubeskåret til Mercy Ships’ vigtige arbejde om at tilbyde gratis sundhedsydelser i nogle af verdens fattigste lande. - I oktober rejser mere end en halv million mennesker med Stena Line over hele Europa, og hvis alle donerer en eller et par kroner, så når vi let dette års mål om mindst at fordoble sidste års donation på 140.000 danske kroner, siger Erik Lewenhaupt, der er Bæredygtighed - og Kommunikationschef hos Stena Line.

Mercy Ships’ hospitalsskib Africa Mercy har befundet sig uden for Dakar i Senegal siden august, og hver indsamlet krone gør en stor forskel på stedet. For omkring 1.000 danske kroner kan Mercy Ships ved en simpel øjenoperation give synet tilbage til en person. I alt har Mercy Ships gennemført næsten 50.000 øjenoperationer siden starten i 1976.

Velgørenhedsorganisationen Mercy Ships og Stena Line indledte samarbejdet i 2017 og har siden gennemført adskillige donationskampagner om bord på Stena Lines skibe og indsamlet mere end 240.000 danske kroner i alt. 

Kontakt

Landskontoret: 

Trondhjemsgade 5 kld. 
2100 København Ø 

Telefon: 33 15 28 86 
Telefontid: Mandag og fredag kl. 10-14

E-mail: landskontoret@marineforeningen.dk