Danmarks Marineforening er en del af havneudstillingen under Den Internationale Maritime/Air Systems & Technologies Conference

I forbindelse med Den Internationale Maritime/Air Systems & Technologies Conference (MAST) er der planlagt anløb i Københavns Havn af 47 flådeenheder fra 11 nationer. De mange orlogsfartøjer udgør de sejlende enheder i flådeøvelsen Northern Coasts (NOCO). Forsvarskommandoen vil fra den 4. til den 8. september anvende Ofelia Plads til den hidtil største samlede udstilling af Forsvarets kapaciteter.

Danmarks Marineforening har fået stadeplads sammen med Søværnet, Marinehjemmeværnet og brancheorganisationen Danske Maritime.

– Formålet med vores deltagelse er primært at opfordre de unge uddannelsessøgende til at tage en uddannelse, der enten direkte retter sig mod de maritime erhverv, eller som kan bruges der, siger Danmarks Marineforenings landsformand, kommandørkaptajn Steen Engstrøm, og uddyber: – Vi forsøger løbende at bidrage til Søværnets og Det Blå Danmarks rekrutteringsindsats. Vi vil via vores traditioner, erfaring og gode historier medvirke til, at flere unge får smag for og dermed vælger det maritime erhverv. Og dette uanset, om det er i Søværnet, handelsflåden eller den landbaserede del af erhvervet, siger Steen Engstrøm, der selvfølgelig også vil bruge eventen til at udbrede kendskabet til Danmarks Marineforening og de muligheder, som organisationen kan bibringe den enkelte, herunder blandt andet kammeratskab, traditioner og sammenhold.


– Danmarks Marineforenings engagement handler om at være relevant i tiden. Dermed sikrer vi, at organisationen kan overleve som marineforening og dermed kan være bannerfører for fastholdelse og videreførelse af Danmarks stolte maritime traditioner, lyder det fra Steen Engstrøm.

Kontakt

Landskontoret: 

Trondhjemsgade 5 kld. 
2100 København Ø 

Telefon: 33 15 28 86 
Telefontid: Mandag og fredag kl. 10-14

E-mail: landskontoret@marineforeningen.dk