Nyholms fremtid - et nationalt anliggende

Efter flere end 300 år forlader Søværnet snart Nyholm i hjertet af Danmarks hovedstad. Lige nu er det uvist, hvad der i fremtiden skal ske med den smukke ø i folkemunde kendt som Holmen. En bred kreds af interessenter med tilknytning til og interesse for Nyholm har i fællesskab undfanget en vision for den historiske lokalitet og beskrevet denne i Charter for Nyholm og den maritime kulturarv i Københavns havn. Tim Sloth Jørgensen, der repræsenterer Fonden for Fregatten Peder Skram og en af initiativtagerne til Charteret, udtaler i en pressemeedelse: - Med Charter for Nyholm og den maritime kulturarv i Københavns havn har vi bygget en tværpolitisk platform for de mange, som arbejder på at skabe et unikt, levende og folkeligt åndehul midt i Københavns blå park, havnen. Charteret opfordrer til, at Københavns Kommune og Kulturministeriet tager kommandoen i processen, der skal afgøre Nyholms skæbne. Vi håber, at både kommunen og ministeriet hurtigt kommer på banen og sammen med Forsvaret gennemfører en idékonkurrence om Nyholms fremtid. Nyholm har spillet en helt central rolle i Danmarks historie. Samtidig ligger den smukke ø i hjertet af vores hovedstad. Hvis markedskræfter og tilfældigheder får lov at råde, kan umistelig kulturarv snart være tabt for altid.

Asser Amdisen, en anden af initiativtagerne og direktør for skoleskibet Georg Stage, tilføjer: - Danmark er en søfartsnation. Vores nationale DNA er uløseligt knyttet til havet. Københavns historie og udvikling er bestemt af byens tætte adgang til verdenshavet. Med militærets afgang fra Nyholm har vi en enestående chance for at skabe en manifestation over dansk søfart og den maritime kulturarv. Vel at mærke i historiske omgivelser, der har potentiale som UNESCO verdenskulturarv.
Københavns havn - købmændenes havn - var engang landets største arbejdsplads og selve fundamentet for byens og landets velstand. Med 1.000 stabelafløbninger var Burmeister & Wain-skibsværftet på Refshaleøen i mere end 150 år en motor i Danmarks industrielle udvikling og en krumtap i den udvikling, der har gjort Danmark til en maritim stormagt. På orlogsværftet byggede vi de krigsskibe, som sikrede Danmarks kyster og den civile skibsfart. Takket være enestående maritimt håndværk, godt købmandskab og modige beslutninger er Danmark i dag verdens 6. største søfartsnation. Det Blå Danmark står for en fjerdedel af vores samlede eksport. Nyholm har en utrolig smuk fortid, som er værd at værne om, når området skal have et nyt liv. Derfor bør Nyholms fremtid være et nationalt anliggende, slutter Asser Amdisen.


Blandt medunderskriverne af Charteret er Christianshavns Lokaludvalg, Foreningen Hovedstadens Forskønnelse, Danmarks Naturfredningsforening København og Danmarks Maritime Park.

Kontakt

Landskontoret: 

Trondhjemsgade 5 kld. 
2100 København Ø 

Telefon: 33 15 28 86 
Telefontid: Mandag og fredag kl. 10-14

E-mail: landskontoret@marineforeningen.dk